På denne gåtur rundt i skagensmalernes kvarter kombinerer vi historien om malernes festlige samvær med et glas champagne fra en lille eksklusiv producent.
Vi begynder ved Skagens Museum med en introduktion til skagensmalerne og området, hvor kunstnerne selv boede og levede. Derfra bevæger vi os forbi Brøndums Hotel, Mindestøtten og videre til Anchers Hus. Museets kunstformidler, Kresten Langvold, vil undervejs gøre dig klogere på, hvem Michael Ancher og P.S. Krøyer var, deres venskab og kontroverser, hvor de holdt til og hvilke motiver, der inspirerede dem. Vi passerer stedet, hvor P.S. Krøyer i 1884 fik sin inspiration til værket ”Hip hip hurra” og slutter herefter af i museumshaven, hvor vi skal nyde et godt glas champagne.