Pærfekt Gin & Croquis

 

Workshop og paneldebat

Oplev spændende samtaler om krop og ligestilling, og øv dig i croquisens kunst, mens du nyder en gin & tonic på kasserede, krumme agurker. 

Med Pærfekt Gin & Croquis hylder vi det unikke og gør op med vores indgroede forestillinger om, hvad der er perfekt, attraktivt og "ægte". Kropsidealer sættes fri, og selvhad sendes til tælling, når vores pærfekte croquismodeller stiller sig til rådighed for kunsten og samtalen om mangfoldighed, kropsidealer og perfekthedskultur. 

På scenen er også et kyndigt panel, som tegner med og tager del i samtalen: Kan vi aftabuisere kroppen igennem en blyantsstreg? Kan vi med et andet blik, end det vi normalt bedømmer vores egne kroppe med, få øje på en skønhed, vi ellers ikke kan se?
Samtalen vil også sætte fokus på 100-året for, at kvinder på kunstakademierne fik lov til at tegne efter levende, nøgne modeller på lige vilkår med deres mandlige medstuderende. Hvordan er kvinders vilkår for at udøve og uddanne sig inden for kunsten - historisk og nu.

Alle kan være med, og undervejs vil du blive guidet af vores tegnevært, som giver dig gode råd til, hvordan du bedst kaster dig ud i croquiskunsten. 

 

Panelet: 

Mette Harbo Lehmann – museumsinspektør og seniorforsker ved Skagens Kunstmuseer.

Anne Katrine Raahede – grafisk designer og visuel formidler med kandidatgrad fra Kunstakademiets Designskole.

 

Pærfekt er et initiativ skabt af Muskelsvindfonden. 

Eventet er skabt af Skagens Kunstmuseers ungeteam Ægte Ung i samarbejde med Pærfekt og præsenteres i forbindelse med den aktuelle særudstilling Tegn Amok.  

Køb billetter

Normalpris: 100 kr. | Medlemspris: 50 kr.
Prisen er inkl. én pærfekt gin & tonic.

Tidspunkt: kl. 17.00-19.00
Kl. 17.00-17.30 er der adgang til at opleve særudstillingen Tegn Amok.
Kl. 17.30-19.00 afvikles Pærfekt Gin & Croquis i museets samlingsophængning.  

Mødested: Skagens Museum, Brøndumsvej 4


NYHEDSBREV

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få sidste nyt først